En mand og to kvinder – afsnit 4

Det er nok ikke uden grund, at nogen en gang fandt på ordsproget om, at forventningens glæde er den største. Det skulle snart vise sig, at mine anelser om Ulrichs behov for at snakke blev indfriet til fulde. Allerede da jeg lagde sidste hånd på ovnretten, og vi hyggede i køkkenet, kunne jeg fornemme, hvor aftenen bar hen.

– Kan du få hverdagen til at hænge sammen, nu hvor Karen endelig er flyttet ud? spurgte jeg for at indlede statusopdateringen.

– Ha, du skulle bare se, hvor meget det har betydet på den almindelige orden derhjemme. Hverken stuen eller køkkenet flyder længere.

Ulrich har altid været et ordensmenneske, og derfor undrede det mig, hvordan han og  Karen  med tre børn kunne leve med et evindeligt kaos af alt fra legetøj, vasketøj og gamle aviser til gryder og pander stående fremme. Ikke at det var decideret sundhedsfarligt, men jeg kender jo Ulrich. Netop dette aspekt har også betydet en del i deres forhold. Dog ikke nok til at splitte op. Han har villet kernefamilien, nok mere end Karen, når alt kom til alt. Det var hende, som var utro over flere omgange, og allerede i begyndelsen fik jeg det fysisk dårligt over at se Ulrich gå ned.

– Men har du virkelig tid til det hele? Jeg mener fuldtidsjob, dele-børn, indkøb, fortsatte jeg for at give ham mulighed for at læsse frustrationer af.

– Nu er det jo kun hver anden uge, jeg har ungerne. Og i de andre uger futter jeg stille og roligt rundt og tager et område ad gangen. Jeg har også planer om at sætte hele køkkenet i stand. Nye låger, slibe gulvet, male væggene.

– Ja, det ligner dig. Handyman par excellence!

– Hele udestuen skal også rives ned og bygges op igen. Der er fugt i taget.

– Er du sindssyg! Det er ikke noget, du kan ordne selv.

– Nåh, med et par gode venner og nogle øl, så går det nok.

– Hatten af for optimisme, for der skal mere end en muggert til, og det kan gå hen at blive lidt farligt. Men samtidig er det med garanti en af de bedste former for terapi efter årene med psykisk krigsførsel. Ud med aggressionerne på bedste Carl Mar-manér. Hvis jeg skal deltage, bliver det formentlig som tilskuer.

– Du kan jo lave mad til os, sagde Ulrich og så på den færdige ret, jeg netop bar ind i stuen.

– Deal! Der er i øvrigt noget, jeg gerne vil vende med dig, sagde jeg, mens vi satte os, idet jeg tænkte, at det var god timing at få lidt taletid, mens Ulrich nød maden.

– Kan du forresten huske hende Betina, jeg var på kursus med sidste måned på Fyn?

Det virkede som om, han ikke havde hørt min sidste sætning.

– Hende, som er gift og har to børn og aldrig ville gå fra sin familie, du ved.

– Hun var vist lidt vild med dig. Og du behøver vel heller ikke ligefrem at have dårlig samvittighed overfor Karen, nu hvor I er separeret?

– Vi endte oppe på hendes værelse, men vi gik ikke i seng sammen. Det vil sige, vi endte med at sove, men vi havde ikke sex.

– Hvad? Nu forvirrer du mig. Du fortalte, at hun var en steg.

– Det er hun stadigvæk, og vi flirter vildt, når vi ses. Men… jeg ved ikke rigtigt. Det er som om, jeg ikke længere tænder på samme måde som tidligere.

– Tænkte du på Karen?

– Nej, i hvert fald ikke på den måde. Det var bare anderledes. Jeg tror, vi begge havde mere behov for nærheden, og det spændende ved muligheden. Men vi holdt os på måtten, da det endelig kunne blive virkelighed.

– Hmm. OK, vi er heller ikke i tyverne længere. Men du overrasker mig alligevel.

Her sad min bedste ven og fortalte mig, at han havde haft en chance for et eventyr, vi altid i ungdommen havde fantaseret om. Ikke nødvendigvis iblandet truende skilsmisse og dertil hørende frustrationer, men en affære blot for lystens skyld. Uforpligtende, legende og lækkert. At begge parter på forhånd er sig bevidste om, at det ikke bliver til mere. Det er basis ingredienser for god gymnastik! Og så havde han sagt nej! Hvad har han gang i? Han blev stille lidt, inden han slukøret fortsatte.

– Nogle gange føler jeg mig også mindre som mand.

Åh, nej. Ulrich er på vej ned af slisken… jeg må muntre ham op!

– Tag dig sammen. Tænk hellere på oplevelsen som et rart minde. Og du siger jo, at I stadig flirter. Ser du ikke en stor fornøjelse ved det? Og du har samvittigheden i orden.

Igen går jeg hen og bliver løsningsorienteret. Prøver at finde det positive, at opmuntre og finde nye vinkler. Ulrich er stille.

– Du har da altid været et hit hos pigerne. Sportsmand med stort set frit valg på alle hylder. At Karen så viste sig ikke at være den rigtige, det er bare ærgerligt.

– Let for dig at sige. Hvis hun flytter for langt væk, risikerer jeg at miste børnene.

– Er der udsigt til det?

– Hun har ikke bestemt sig, men kigger efter lejlighed i Næstved.

– Damn. Er det dér, hendes nye flamme kommer fra?

– Ja, og jeg kan ikke gøre noget ved det.

Nederlag på nederlag. Måske skulle jeg have serveret Red Bull i stedet for øl, så kunne det være, stemningen var mindre begravelsesagtig… Hvad i alverden kunne jeg stille op her? Langt de fleste gange, jeg har set Ulrich i løbet af hans mangeårige krise, var han håbefuld. Måske fordi han troede, at de kunne redde ægteskabet. At hun trods sidespring en dag ville falde tilbage i den gode familierolle. Nu er det endegyldigt, og det er gået op for Ulrich. Der kommer sikkert til at gå mange måneder med at slikke sårene. Hvor ville jeg dog ønske for ham, at han kunne møde en ny.

– Hvad var det med hende Betina? Ser du ikke hende lidt mere nu?

– Hun har inviteret mig på wellness weekend.

Pludselig lyser han op med sit gadedrenge-smil. Pyha. Endelig en drejning.

– Det er da alle tiders!

– Ja, men jeg vil ikke have, at børnene finder ud af det. De er hos Karen, og det er bedst, hvis de ikke ved, at jeg ser en anden.

– Tror du ikke, de ville glæde sig over, at du rent faktisk også er i stand til at fortsætte dit liv og være glad?

– Det virker bare forkert.

– Hm. Jeg er ikke enig, men det er selvfølgelig din beslutning. Jeg skal nok holde tæt.

Inderst inde er jeg fuldstændig overbevist om, at det ville gøre hans børn glade, såvel på hans vegne som fordi, de ville få en lykkeligere far. Ikke nødvendigvis en reserve-mor, og slet ikke allerede nu, men alligevel. Der har været nok bøvl og dårlig stemning tidligere. Er det virkelig bedre at lade dem være i troen om, at farmand er den forladte, som helliger sig et halvt hjem? Ville de ikke kunne rumme, at deres far indleder et nyt forhold eller bare bliver lidt glad igen?

– Måske skulle du bare fokusere på den nære fremtid. Luksus ophold på en spa, rive stuen ned og fikse køkkenet. Hahah. Du får travlt!

Det var lykkedes at få humøret op igen, og han hjalp med opvasken, inden han kørte hjem. Svært som det er at sætte sig ind i hans situation, sidder jeg tilbage med en følelse af, at der hviler en tung sky over hans liv. Hårdt trængt økonomisk, uden mulighed for at dele sine glæder med børnene. Ingen til at dele hverdagens glæder med som familie, hvilket altid har været hans største ønske. Han ville formentlig slet ikke have kunnet give specielt god sparring på mit projekt for nuværende.

Leave a Reply

You can add images to your comment by clicking here.