Beslutningen – afsnit 56

Kære Christian og Sabine,
Turen til Århus forløb uden problemer. Xenia sov det meste af tiden, og jeg fik studeret de mange blade, I havde købt til mig. Tusind tak for jeres gode selskab i den tid, jeg har boet hos jer. I har begge givet mig tiltrængt sparring, og det føles helt rigtigt at være kommet videre nu. Som I kan se af billederne, er jeg havnet i en noget mindre hybel, men så bliver rengøringen lettere at overstå. Her er hyggeligt, og jeg er sikker på, at Århus kan blive en god base for mig og Xenia.
Pas godt på hinanden og undgå at fare vild i livet eller den store lejlighed.
Kram fra Liva

Hendes hybel var godt nok lille ud fra billederne, men hun har jo heller ikke det store behov for plads. Så vidt jeg kunne tyde, var der kun en stue og et soveværelse, og begge steder var allerede overstrøet med tøjdyr. Møblerne så gamle ud, og jeg tænkte, at hun måtte savne sine egne. Mens hun boede hos os, kommenterede hun flere gange, hvor pudsigt det var at befinde sig blandt så velkendt et møblement. Hun havde selv været med, da det meste af inventaret blev købt for år tilbage. Det bliver sundt for hende at starte forfra, og hvis hendes løn viser sig at blive god nok, vil jeg tro, at hun dropper det med at få sendt møbler over fra sit hjem med Mick.

Hun har ændret sig meget, siden vi var gift. Det har vi måske begge, og jeg kommer i tanke om den gode snak, vi havde om min samvittighed over for Sabine først på måneden. Liva havde været så forstående og gav mig gode råd, hvor hun i princippet kunne have skældt mig ud for min opførsel. Samtidig var vi to om den ene årsag til mine frustrationer, så hendes reaktion var muligvis også en form for retfærdiggørelse over for sig selv. Hvis hun kunne tilgive mig på Sabines vegne, eller i hvert fald afdramatisere mine problemer, ville hendes egen skyldfølelse også blive mindre. Sådan kunne jeg forestille mig, at jeg selv ville handle i en tilsvarende situation, selvom det er svært helt at sætte mig i hendes sted.

Tankerækken bragte yderligere minder om den rådgivning, som jeg fik fra Judy dagen efter min snak med Liva. Rådgivningen fra dem hver især var karakteristisk ved, at Liva havde talt om at skabe tryghed for Sabine og egentlig også for mig, og Judy om at vise følelser. Jeg fik aldrig fortalt Judy om natten, hvor det lykkedes at flette min drøm ind i Sabines, og mærkeligt nok har Sabine og jeg heller ikke talt om det siden. Der er sket for meget, men på et tidspunkt må jeg prøve det igen.

Mit eneste forsøg på at få noget respons på den underlige drøm var, da jeg bragte det op for Nikolai. Jeg havde håbet, at min genfortælling kunne bringe lidt klarhed, men han havde været temmelig uinteresseret. Det kan være, at beretninger om andres drømme er som at se deres feriebilleder. Man skal ligesom have været der selv for helt at se det storslåede. Eller være mere nysgerrig. Marie ville sikkert være god til at komme med en masse synspunkter, men det var for besværligt at forklare i en mail. Til gengæld har det virket som god terapi at skrive mere jævnligt med hende, og hun skal også have en opdatering igen en af dagene. Men jeg vil helst vente, indtil Sabine og jeg har fundet rytmen, efter både Judy og Liva er flyttet.

Det må være sådan, det opleves, når ens børn bliver voksne og flytter hjemmefra. Ulrich havde givet mig nogle gode perspektiver i den retning, da han sammenlignede min kærlighed til tre kvinder med hans til ungerne. Det var forskelligt på mange områder, og han mister ikke sine børn, når de engang flytter. Han kan vænne sig til tanken gennem mange år, og jeg har på kun et par måneder været igennem hele spektret af overgang fra single til næsten bigamist for nu at sidde i et almindeligt forhold.

Måske er det ikke for sent at opbygge den samme glæde med Sabine, som William nævnte var af så stor betydning i hans liv. Det med at komme hjem til sin familie, men han fik børn på et godt tidspunkt. Efter at have hørt så meget fra Nikolai om de søvnløse nætter, er jeg ikke meget for at gøre ham kunsten efter. Hvis man kunne adoptere en problemfri teenager, ville det være meget lettere. Men selve begrebet er formentlig en selvmodsigelse, uanset hvor god en opdragelse de har fået. Og hvis de kommer fra et sundt hjem, hvorfor skulle de så blive bortadopteret?

Da Daniel og Mikkel muntrede mig op efter nyheden om, at jeg mistede Judy, blev jeg beroliget ved indsigten i, at gode venner kan være en god erstatning for det sociale, man etablerer med en familie. Igen må jeg minde mig selv om, at jeg skal være taknemmelig for det, jeg har.

Min største risiko for at der opstår problemer i den nærmeste fremtid ligger i, at Sabine stadig mangler at etablere nogle nære venskaber. Jeg kan godt blive lidt nervøs over, om hun binder sig for meget til vores gensidige selskab, for lige præcis dér kan jeg se et mønster, jeg ikke bryder mig om. Indtil nu har hun været lige så optaget af vores oplevelser med Judy og Liva som jeg, så jeg forstår godt, at hun ikke har knyttet flere bånd med sine medstuderende, men det vil være bedst, hvis hun får nogle nye veninder. Jeg har stor glæde ved at mødes med mine forskellige venner jævnt fordelt over en måned. Hvis jeg skal begynde at aflyse områder af det sociale liv, kender jeg mig selv godt nok til at vide, jeg bliver knotten. Men jeg vil også synes, det er synd for Sabine, hvis hun bliver overladt til sig selv et par gange eller flere om ugen. Hidtil har jeg kunnet være ude vel vidende, at de tre piger gjorde hinanden selskab, men hun vil måske føle sig alene på den ubehagelige måde, fordi det trods alt ikke er hendes eget hjem. Ikke mindst minderne om de mange tøseaftener må sidde godt plantet i hendes bevidsthed, og den slags selskabelighed kommer ikke tilbage.

Jeg undertrykker derfor lysten til en spontan fyraftensøl og beslutter mig for at tage fra kontoret tids nok til at kunne være hjemme inden Sabine. Hendes middag i går aftes var stor nok til, at vi kan varme rester i aften, så der er ingen grund til at gengælde med endnu en kæmpe indsats ud i det kulinariske.

På vej hjem vil jeg dog gå omkring en blomsterbutik og sørge for, at der er friske buketter både i køkkenet og i stuen. Det kunne også være en idé at gentage min succes fra hendes første overnatning og overtale hende til et aftenbad i rosenduft. Hun fortjener at blive forkælet, og jeg vil gerne være dén, der gør det.

Der er også noget symbolsk i at vende tilbage til vores oprindelige start, hvor tingene var mindre komplicerede, end de endte med at udvikle sig. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad de næste måneder indebar, er jeg ikke sikker på, jeg var stået op den næste morgen.

Måske jeg kan overtale Sabine til at holde sig hjemme i morgen og bare blive i sengen.