Nye tanker – afsnit 55

Hovedbanegården begynder at give mig traumer. I går sendte vi Liva og Xenia af sted til Århus, og endnu en gang blev der krammet på perronen. Vi jokede lidt med, at hun skulle sende os et postkort derovre fra eller i det mindste sende os nogle billeder af den midlertidige lejlighed i en mail.

Deres oppakning bestod kun af et par kufferter, så det virkede ikke som en ægte flytning, men hun havde arrangeret med Mick at få sendt nogle få møbler derover senere. Der kan let gå et par måneder med at finde et mere permanent sted. Hendes værelse hos mig står tilbage i den oprindelige funktion som kombineret opmagasinering og spildplads.

Hele lørdagen brugte vi til at gøre rent. Jeg tror, at det virkede som mental hygiejne for os alle. Stemningen var først lidt trykket, men som timerne gik og vi kunne se, hvordan den fælles indsats gav resultater, blev vi i bedre humør.

- Se på de positive sider, nu kan I boltre jer over det hele.

- Det er godt med dig, jeg bruger jo ikke halvdelen af pladsen i min lejlighed. Det var så perfekt, at både Judy og du var her.

Sabine var lidt stille, og jeg blev kortvarigt nervøs over, om hun følte sig utilstrækkelig.

- Jeg savner også Judy, men det bliver alligevel lettere at koncentrere sig om studierne, når jeg ikke bliver fristet til at sidde og snakke hver aften.

Vi fik dog en slutspurt på snakkeriet lørdag aften, hvor vi helt glemte at tænde for fjernsynet. Efter vi havde spist, blev vi siddende i køkkenet og talte om Livas nye job. Hun havde fundet ud af, at en tidligere kollega var startet for sig selv ovre i Århus og havde opbygget en sund forretning. Tidligere havde de arbejdet rigtig godt sammen, og hun så frem til de nye udfordringer – ikke mindst at slippe for den dårlige stemning fra det gamle job.

- Uha, jeg håber, arbejdsmarkedet ser bedre ud, når jeg er færdig med studiet.

- Der går vel et par år endnu, gør der ikke? Så kan meget se anderledes ud. Bare se hvor store forandringer vi har været ude for her på kort tid.

- Han har ret, Sabine. Du skal bare fokusere på at lære så meget som muligt og begynde at opbygge et netværk. Langt de fleste jobs bliver slet ikke slået op, men de findes gennem venner og kontakter.

Her sad vi som et andet forældrepar og gav Sabine gode råd om fremtiden. Det virkede på samme tid komisk og betryggende. Hun kunne næsten være vores datter, men jeg fik ikke på fornemmelsen, at hun følte sig underlegen. Det var sikkert takket være alle de tidligere samtaler med Liva, at hun var vant til at lytte til erfaringer om alt muligt. Igen blev jeg nysgerrig over, hvad de mon havde drøftet i de lange timer, hvor jeg ikke havde deltaget. Det var upassende at spørge om, så jeg måtte leve med uvisheden og bare være glad for, de nu var blevet så gode veninder.

Sabine og jeg gik en lang tur, da vi havde sagt farvel til Liva og Xenia. Vi havde overvejet at tage et tog ud til Klampenborg og gå rundt i Dyrehaven, men endte med at slentre omkring i byen. Når det ind imellem blev lidt koldt, satte vi os på café og kiggede gennem weekendens aviser. Vi talte ikke så meget, men tænkte nok begge over alle oplevelserne, vi har været igennem.

Jeg tror, vi delte følelsen af at ville udsætte hjemkomsten til en tom lejlighed. For Sabine havde den stort set, siden hun flyttede ind, været centrum for livlige diskussioner og garanti for selskabelighed. Hun var ganske vist flyttet fra sit lejede værelse uden at vide, hvor stor kontrasten ville blive, men det var tydeligt, at hun havde nydt at have Judy og Liva boende hos os. For mig var omvæltningen lige så stor. Der er forskel på at bo som en voksen familie med mange medlemmer og så bare være to. Da jeg var gift med Liva blev det i sidste ende også mit dilemma, at jeg egentlig hellere ville bo alene end køre fast i tosomheden, hvor der ikke skete noget nyt. Min chance med Sabine er, at hun til hverdag befinder sig i et dynamisk miljø og kan bidrage med et pust af frisk input. Det har allerede været spændende at følge med i hendes rapporter, og jeg har fået set en del film, jeg ellers ikke ville tro var noget for mig.

Da vi havde pløjet os gennem de sidste aviser efter tredje stop med kaffe, kunne jeg mærke, at Sabine sad og kiggede på mig.

- Jeg ved godt, du savner dem, men lad os gå hjem nu. Jeg skal nok lave noget lækker aftensmad, og så har jeg en film fra skolen, du vil synes om.

- Jo. Du må undskylde, at jeg har været så stille. Det er ufint af mig sådan at bure mig inde, og jeg vil meget gerne hjem. Som Liva sagde på et tidspunkt, har vi jo også nogle fordele ved at have hele hytten for os selv.

Det var ikke kun tanker om Livas og Judys fravær, der havde optaget mig.

Hun smilte og sagde, at det ikke var sådan en film, hun ville vise mig. Nogle gange skal der ikke så meget til for at løfte humøret. Et smil og en hentydning kan gøre underværker, og vi forlod den sidste café i bedre stemning, end da vi ankom.

Senere

Nu breder der sig en vidunderlig duft fra køkkenet, og Sabine har været i gang derude i over en time. Hun insisterede på, at jeg ikke skulle hjælpe til, men hun har flere gange været forbi for at skænke op i mit glas. Hver gang akkompagneret af varme kys og forsikringer om, at det hele går fint i køkkenet. Hun gør sig virkelig umage. På en måde foretrækker jeg, at vi hjælpes ad, men jeg gør mit bedste for at nyde hendes opvartning. Så kan jeg altid gøre gengæld senere. Det bliver trods alt enklere for mig fremover at fokusere, når der kun er hende at forføre. Eller blive forført af. Jeg har på fornemmelsen, at hun gerne vil bevise sit værd, og det er slet ikke nødvendigt.